RITA MÆRSK

RITA MÆRSK, bygget på Nakskov Skibsværft A/S (Nr.140) afleveret 1955 til Tank- og Ruteskibe I/S. Fragtskib, 5 passagerer, 10.640 dwt. Længde 147 meter, bredde 19,8 meter og dybgang 8,8 meter. Diesel 9 cyl. B&W 974-VTBF-160, 12.500 IHK. fart 18,5 knob. Ophugget 1978 i Shanghai.
Kort over Japan- Persergolffarten.

Med Rita Mærsk i Japan- Persergolffarten.

Maskintoppen.

Ombord i Rita Mærsk ventede der mig noget af et chock, aldrig har jeg set et maskinrum så beskidt. Der var rodet og olien drev ned alle vegne. Samtidig var det som at blive sat årtier tilbage, nu efter så mange år i skibe med vagtfrit maskinrum, pludselig at skulle gå to-skiftet vagt i maskinen. Skipperen var J. Egholm og maskin-chefen "Dragør" Jensen.

Hele motormandsbesætningen, blev efter aftale med skipperen sagt op, hvilket gjorde mit forhold til chiefen, meget vanskeligt og vi kommunikerede efter dette ved hjælp af små sedler. Et nyt hold motormænd blev aftalt på et møde på Viking Bar i Yokohama. De "troede" alle at Rita Mærsk sejlede Filippinerfarten og vi nænnede ikke at fortælle dem at vi skulle på PerserGolfen, før de var mønstret ombord, men de tog det heldigvis i stiv arm.

Rita Mærsk i Hong Kong

Vi mønstrede en kinesisk 3. mester. Det første han gjorde var at putte 100 US dollar, i min brystlomme og så smile til mig. Det ændrede dog ikke ved min overbevisning om at hvis han var mester, så var det skomagermester. Han purrede mig ustandselig på sine vagter og altid med små sedler der startede med ordene, "Dear sir first engineer", jo manden var høflig nok. Da chiefen ikke reagerede på mine sedler, meddelte jeg ham gennem skipperen at 3. mester på sine vagter, var hans ansvar. Dette dybfrøs faktisk vort forhold til hinanden.

Fra Hong Kong var det via Singapore op til Bombay. Det var under den Indisk/Parkistanske krig i 1971. Det betød at der blev udløst krigstillæg, som var på 2571,- kroner, oveni min månedlige hyre på 4728,- kroner. Vi holdt jul i Bombay, i 35 graders fugtig varme og uden aircondition, skipperen forlangte at vi stillede til spisningen i sort uniform. Efter spisningen fortsattes aftenen oppe i land på det store hotel Taj Mahal.

Derefter var det Karachi og så op i Persergolfen og ind i Shat Al Arab kanalen til Khorramshahr i Iran og Basra i Iraq. Begge et par forfærdelige steder. Allerede dengang kunne man mærke uvenskabet mellem de to lande. Den iranske lods stod kun i den side af skibet der vendte mod den iranske side af kanalen, og det samme gjalt for lodsen fra Iraq. Derfra ned til Kuwait-Damman- Ras Tanura og Bahrein. 

På vej ned mod Singapore fik vi besked på at gå ind til Belawan på Sumatra, for at laste rejer i vores fryselastrum. Fryselastrummene havde ikke været i brug i flere år, men chiefen bedyrede over for skipperen og rederiet at alt var i orden. Da vi begyndte at precoole, fik jeg endnu et chock, condensatorerne var så utætte, at ammoniakken forsvandt næsten hurtigere end vi kunne fylde det på. Kølekompressorerne var også i en sørgelig forfatning. Efter en svær kamp, nåede vi ned på -9 grader mod kravet på -21 grader.

Undervejs til Hong Kong nåede temperaturen aldrig ned under -8 grader, vi reddede et par kasser til provianten, før de tøede helt op og resten blev ved ankomsten til Hong Kong "skovlet" i land.

Poul Riis Nielsen "Fido" maskinchefen i Ras Mærsk, hans kone "Fidoline" og jeg selv.
Jeg selv og min afløser.

Jeg skulle mønste af i Hong Kong og rejse hjem for at holde ferie, og ved gud jeg gældede mig som jeg aldrig har gjort det før. Da min afløser kom, medelte jeg skipperen at jeg var klar til at afmønstre. Da vi skulle i dok, insisterede chiefen overfor skipperen på, at jeg blev til vi var uddokket.

Undervejs hjem havde tanken om at sige op strejfet mig. Efter min hjemkomst var jeg til et møde på rederiet. Efter dette var jeg klar til at sige op, men chefen for skibspersonel fik mig over i forsyningsskibene, således at jeg kunne få lidt mere tid hos familien.

Jeg var 1. maskinmester i Rita Mærsk fra påmønstringen i Miike november 1971, til afmøn-stringen i Hong Kong februar 1971. Hyren var 4728,- kroner/måned incl. fartstillæg.