ELEO MÆRSK

400 tonsmeter kran for Eleo Mærsk under fabrikstest.

Kort efter jeg havde forladt A .P. Møller, fik jeg job som overværkfører på Maskinfabrik ACTA i Odense. Virksomheden fremstillede skibsudrustning, i starten af min ansættelse var det simple produkter som rulleklys, pullerter, lederuller og pana-maklys. Senere blev det kraner, spil, styremaskiner og davitter for Mobbåde og redningsflåder. Virksomheden eksporterede en stor del af sin produktion til skibsværfter over hele verden og det gav mig en stor del rejseaktivitet. En af de store kunder var Lindøværftet og dermed skibe til Mærsk, og derved fik jeg mulighed for løbende at møde gamle kollegaer, enten når de gik som inspektører, eller kom for at tage en nybygning ud. Jeg var indtil min pensionering, ansat i 33 år på Acta og de seneste mange år som kvalitetschef.

Jeg selv sammen med agenten, foran helikopteren der fløj os ud til Eleo Mærsk. I slænget bagved ses vore reservedele.

I 1993 leverede Acta kranerne til de dobbelt-skogede supertankere fra Lindø. Det var de 20 tons kraner ved manifolde, samt en storeskran. På skibets første rejse til Golfen, blev hejsespillet på den styrbord kran beskadiget. Da der samtidig var generelle problemer med hydrauliksystemet, blev det på et møde på værftet besluttet og jeg sammen med vores overmontør John Bern, skulle medsejle fra Cape Town til Rotterdam for afklaring af problemerne.

Vi havde i Cape Town et par dage som turister, før Eleo Mærsk passerede Cape Town og vi med helikopter blev sat ombord. Det var så første gang i 20 år, jeg igen stod på dækket af et sejlende Mærskskib og for første gang et tankskib.

Eleo Mærsk havde en længde på 343 meter og en bredde på 56 meter, svarende til et dæks areal på 19208 m2. Det vil sige at mit sidste skib, den "gamle" Susan Mærsk, ville kunne have stået seks gange på dækket.

Igang med støvsugeren.

Snart var vi igang med arbejdet, medens Eleo Mærsk fuld lastet og for fuld fart sejlede nordover, langs Afrika´s kyst. Vi skulle være færdig inden vu nåede Biscayen. Vi arbejdede os stille og roligt gennem opgaven, reparation af hejsespillet, montering af oliekølere samt justering af hydrauliksystemet. Samtidig havde vi også tid til at nyde det gode vejr, fra liggestolen på brodækket. 

Undervejs måtte vi også selv tage os af den daglige rengøring af kamrene.

De sidste stumper fik vi med lodsen i Rotterdam og efter ankomsten til Botlek, blev begge kraner vægt-belastet og godkendt.

Det havde været spændende for mig, efter tyve år igen at stå ombord i et skib med den lyseblå farve og den syvtakkede skorsten. Der var i den tid sket en udvikling, dog mest af teknisk art, idet selve apteringen, kamre og så videre i princippet ikke var anderledes end det jeg havde mødt i min tid i Laust- og Cecilie Mærsk. Men en ting var ændret , nemlig  udmønstringsperioden der nu var 4 måneder ude og det samme hjemme. Hvor vi dengang havde omkring 12 måneder ude og små 3 måneder hjemme. Endelig var men ikke mere afhængig af telegrafisten, men kunne via computeren over satelit få kontakt med familien hele døgnet rundt. Men det sociale samvær ombord var minimalt, folk "låste" sig ind på deres kamre, hvor vi i gamle dage havde haft et sprudlende liv i messerne.

Så min konklussion, under hjemrejsen til Odense var, at hvis der havde været disse forhold, dengang i 1972, så var jeg muligvis eller sandsynligt nok blevet i rederiet.