SUSAN MÆRSK

SUSAN MÆRSK, bygget på Nakskov Skibsværft (Nr.135) afleveret 1956 til Tank- og Ruteskibe I/S. Fragtskib, 5 passagerer. 10.740 dwt. Længde 144 meter, bredde 19,8 meter og dybgang 8,7 meter. Diesel 9 cyl. B&W 974-VTBF-160, 12.550 IHK, fart 18 knob. Ophugget i Kaohsiung 1978.
Kort over Afrikafarten.

Med Susan Mærsk i Afrikafarten.

Maskintoppen på Susan Mærsk.

Efter aftale med skibspersonel, blev min opsigelsesperiode i Susan Mærsk. Jeg mønstrede i Abidjan på Elfenbenskysten. Jeg rejste derned med 3. mesters forlovede, så det hele startede med en bryllupsfest, der varede flere dage. Skipperen var J. H. Hansen og maskinche-fen Asger M. Andersen.

Derfra var det over til Panama og videre op til Ensenada og Los Angeles og San Freacisco. Jeg gik ikke søvagt, den blev klaret af den norske donkeymand. Så jeg arbejdede som dagmand.

Derfra over til Japan, hvor chiefen og jeg måtte en tur i "spjældet" i Kobe. 3. mester havde lænset fra tunnellen inde i havnen, men da havnemyndighederne ikke ved vandprøverne, kunne bevise at "olien" kom fra os, blev vi næste dag løsladt. Vi havde dog under opholdet ikke lidt nød, idet chiefens japanske kone havde sørget godt for os.

Fra Japan til Hong Kong og videre over det Indiske Ocean, hvor vi holdt en rigtig dansk jul, med juletræ og selvfølgelig julegaver, både fra familien (min havde jeg jo selv haft med) og de obligatoriske gaver fra sømandskirken, som vi havde fået i Hong Kong. Så der var hjemmestrikkede vanter og tørklæde, vedlagt et kirkeblad med en hilsen fra en venlig ældre dame.

Ved ankomsten til Cape Town, afmønstrede jeg og rejste hjem. Tiden i A.P.Møller, under den syvtakkede stjerne, var slut og jeg skulle nu igang med at finde et job i land.

Jeg var 1. Maskinmester i Susan Mærsk, fra påmønstringen i Abijan oktober 1972 til afmønstringen i Cape Town december 1972. Hyren var 4785,- kroner/måned.